Dagbladet Informations store serie om naturvidenskab læst højt.
Naturvidenskaben er en nøgle til at forstå vor tids største udfordringer, fra corona- til klimakrisen, og dens historie er fyldt med fortællinger om usandsynlige gennembrud, vilde fejlskud og store erkendelser.
I denne serie af oplæste artikler ser vi året igennem på verden med videnskabens øjne for at forstå naturens komplicerede sammenhænge, og hvordan de former vores liv.
Serien er skrevet af Mikkel Vuorela og Johanne Pontoppidan Tuxen, og den er oplæst af Rasmus Bo Sørensen. ’Vi fortæller naturvidenskaben forfra’ er støttet af Carlsbergfondet.
Hvor tæt er vi på afgrunden? Det spørgsmål er helt centralt i debatten om klimaforandringer. Problemet er bare, at det er temmelig svært at besvare. Vores bedste redskab er at bruge klimamodeller som en slags big data-krystalkugle, men hvordan putter man overhovedet noget så kaotisk som klimaet på model?